”For mange er det en aha-oplevelse at komme ned i kroppen”
Mit mål er at lære mennesket at blive bedre til at lytte til sin egen krop. Det er simpelthen så spild af liv at gå rundt og have ondt. Jeg ved det, for jeg har selv været der. Med smerter jeg valgte at ignorere, indtil de blev så slemme, at jeg blev begrænset i, hvad jeg kunne.
Jeg skulle selv lære at lytte
Jeg kender udmærket til at nedprioritere kroppens signaler, fordi man har travlt med andre ting der synes vigtigere i øjeblikket. Men jeg ved også, hvor vigtigt det er at begynde at lytte og reagere på det, kroppen fortæller. I dag er jeg tyve år ældre, end da jeg for alvor havde smerter, og jeg har meget mere energi og styrke i min krop end dengang, fordi jeg har lært at lytte og reagere.
Min tilgang til kropsterapi
Jeg har en enormt god indføling med mennesker. Min egen erfaring hjælper mig til at genkende, når du har svært ved at mærke din egen krop, eller slet og ret ignorerer den. Sammen lytter vi til din krop og sætter ord på de signaler, den sender dig.
Når først kroppen lukker op og begynder at fortælle en historie, er det de mest utrolige ting, der dukker op. Det fantastiske for mig er, når jeg skaber den nødvendige forbindelse fra hovedet til kroppen og hjælper dig med at lytte til din krop. Hele dit liv, dine erfaringer og oplevelser sidder i kroppen.
Jeg flytter dig, hvis du er klar til at bevæge dig
Mit arbejde drives af at gøre en forskel, ved at rykke på mennesker og deres oplevelse af dem selv. For at få det optimale ud af et møde med mig, er det vigtigt, du tør lukke op for posen og mærke ind i de signaler, kroppen sender dig. Jeg deler også gerne mine egne erfaringer og er ikke bange for at lade sårbarheden få plads.
Jeg mener ikke, der er noget værre end at være begrænset i sit liv af smerter. Det er ikke det fede liv – og vi skal alle have et fedt liv i kontakt og i balance med os selv.
Behandlinger hos mig
I mine behandlinger bruger jeg det bedste fra flere behandlingsformer. Jeg arbejder med at løsne muskler, sener og åbner op for lymfesystemet, men det jeg også sætter i spil, er de følelser der ligger bag smerten, når kroppen får lov til at tale.
Hos mig får du en effektiv og kærlig guide i at lytte, mærke og komme ned i kroppen. Du bliver opmærksom på din krops signaler, og kan tage bedre hånd om dig selv. Målet er at finde en balance i dit liv, der giver dig øget overskud og en krop uden smerter.